Ulven og fåret

Her vil snart komme et eller flere billeder som jeg arbejder på.

Æsob’s fabel om ulven og det ubetænksomme får.

En dag går ulven ned til floden.

Den får øje på et får, som står lidt væk og drikker af flodvandet. Da bliver ulven vred og løber hen til fåret og bebrejder det, at det sviner ulvens drikkevand til.

Fåret kan slet ikke forstå, hvad ulven mener – det står jo længere nede af floden! ”Vandet kan jo ikke løbe mod strømmen”, bræger fåret alt for venligt.

Det gør ulven endnu mere rasende og den brøler så højt den kan: ”Nu har du i mere end seks måneder svaret mig ubehøvlet igen - og nu kan det være nok – mene end nok!”

Denne anklage forstår fåret heller ikke – det var slet ikke født for seks måneder siden, så hvordan kunne det så have svare igen, brægede det forskræmt.

”Det skal jeg lige godt straks fortælle dig”, skreg ulven ude af sig selv af raseri - og kastede sig over fåret og åd det.

Det var jeg skam nød til, forklarede ulven senere, det får havde alt for mange undskyldninger.

 Desuden ved jeg, at både dets far og mor ikke kunne fordrage mig.

Morale.

At tro på (eller bilde sig ind) at et får kan tale sig fra at blive ædt af en ulv er katastrofalt - for fåret.

Havde fåret i stedet for sin veltalenhed spillet ulven et puds, havde det været en helt anden historie og så kunne det måske have reddet sit liv.

Fåret kunne i stedet for at forsvare sig imod ulvens urimelige anklager, have påstået, at det ikke havde drukket af floden, men i stedet havde stirret forbavset på en skat nede på bunden af floden. Når så ulven kom for at se skatten, kunne fåret have skubbet ulven i floden.

Kun når fåret er mere snedigt og grumt end ulven, bliver det ikke ædt… eller hvad?