Skeletkvinden 3.

Man skal være grebet for at kunne begribe. 80x80 olie på lærred

Mens han sled og slæbte med den tunge fangst på krogen, blev havet pisket op til skum. Hans kajak gyngede vildt, fordi kvinden neden under den kæmpede for at komme løs og jo mere hun kæmpede, jo mere blev hun viklet ind i linen. Ligegyldigt hvad hun gjorde, blev  hun ubønhørligt trukket opad,  trukket op ved sine ege ribben.

Fiskeren havde vendt sig om for at tage nettet, og så ikke hendes skaldede isse dukke op over bølgerne, han så ikke de små koralvæsener som glitrede inde i hendes dødningehoved, han så ikke skaldyrene på hendes gamle elfenbensfarede tænder. Da han vendte sig om med nettet, var hele skelettet kommet op til overfladen og hang på spidsen af kajakken i de lange fortænder. ”Agh!” skreg manden og hans hjerte sank helt ned i hans knæ, hans øjne gemte sig bag i hans hoved af rædsel og ørene blev ildrøde. ”Agh!” Skreg han og puffede hende ned fra forstavnen med åren og padlede som bare fanden ind mod kysten. Han var ikke klar over, at hun  havde viklet sig ind i hans snøre, og han blev endnu mere bange, fordi hun tilsyneladende stod på tæer og jog ham hele vejen ind til kysten.  Uanset hvor meget han siksakkede i kajakken blev hun lige bag ved ham hele tiden,  og hendes ånde lagde sig som damp skyer over vandet og armene hvirvlede rundt, som om hun ville slå ham ned i dybet. ”Agggggggghhhh!” vrælede han, da han gik på grund. Med et hop var han ude af kajakken, greb fiskestangen og løb og det purpur hvide lig af Skeletkvinden, som stadig sad fast i fiskesnøren, bumpede efter ham. Han løb over klipperne og hun fulgte efter. Han løb over den frosne tundra og hun holdt trit med ham. Han løb over kødet, der var lagt ud til tørre og  det knækkede i små stykker under hans kamikker.